Infantil amnesi og hvorfor det er vigtigt

Da jeg startede OP & NED Børnebyrum begyndte rejsen med et studie i hukommelsen.

 

Min idé var, at alle har været børn engang, men alligevel husker de fleste af os kun ganske lidt af vores egne første to- tre år. Rigtig mange husker end ikke hvordan det er at være under 10 år!

 

Jeg ønskede at forstå, om det er dette fænomen, børneamnesi, der får os voksne til ikke at forstå eller følge børns behov, når vi udvikle byrum og offentlige steder til dem.

 

Jeg har siden læst op på, hvordan hukommelsen fungerer, og hvordan børns kognitive udvikling forløber, både når den forløber normalt og når den forløber skævt. Og det er langt fra individuelt, hvordan vores hukommelse udvikler sig, det kan faktisk ret præcist beskrives, hvilke behov hjernen har for en bestemt type stimulering på forskellige tidspunkter.

 

Det er ikke ny viden.

Hænger børn og byer ikke sammen?

Hvad der derimod er en ny indsigt er, at det vi husker eller ikke husker,  ofte er resultatet af en række politiske, sociale og kulturelle elementer bestemt af generationer før os.  

Børnenes erindringer er derfor vigtige, fordi det, de ved eller ikke ved, ofte er vidnesbyrd om politiske dagsordener i et land eller et sted.

Minder man har og minder man har, men ikke aktivt kan huske (det vil sige de minder, der dukker op i flash når en bestemt duft eller sang forefindes) fortæller om de prioriteter et samfund har haft, mens man var helt lille.

Et eksempel: I England har man siden 1980’erne haft et device kaldet The Mosquito, der udsender en irriterende lyd med en meget høj frekvens – så høj, at kun unge og børn kan høre den. The Mosquito har effektivt holdt børn og unge fra at opholde sig i masser af byrum i England, fordi de har været uønskede der. Mange voksne i England har derfor intuitivt den indstilling af børn og byer ikke hænger sammen, og England er derfor også kendt som et af de mindst børnevenlige lande i den vestlige verden.

I danske byer har man godt nok ikke haft en irriterende lyd til afskrækning af børn, men der er alligevel en vis konsensus mange steder om at børn (fra skolestart og opefter i alder) og unge er forstyrrende elementer i bybilledet.

Børn og unge er ikke ligesom voksne

Børn og unges trang til at bevæge sig i uens tempo, deres behov for at flytte rundt på ting og skabe og kreerere i det fælles rum, at deres lyst til at kravle op og sidde højt, deres fantasi som ofte udmunder sig i kunstværker på uønskede steder, deres hulebygning og deres bevægen sig rundt på ting med hjul på, helt legitimt skal holdes nede og holdes ude og holdes væk.

 

Således drøftede jeg med en kommune, deres tilbud til de unge unge (de 12-17 årige) og det lød i al beskedenhed sådan her:

Vi har lavet en skaterbanen (der er 0,10 procent af de unge, der bruger den) og vi overvejer en parqour bane (der er kun 2 promille af befolkningen, der interesserer sig for parqour).  Og jeg spurgte naturligvis jamen hvor ”leger de store børn sammen, hvor er deres steder?” og svaret kom prompte: Vi prøver at holde dem fra legepladserne, for de er til børn og deres forældre. Vi vil helst heller ikke have de hænger ud, fordi der kommer klager, når de larmer så vi skriver ”Rygning forbudt” eller ”Afspilning af musik forbudt” ”Ophold efter 21:00 forbudt” de steder de ofte kommer”

 

Den holdning deles desværre af mange kommuner.

Næsten alle børn bor i byer fremover

Med en befolkningsgruppe på 25% af befolkningen i byerne, og med snart 70% af alle jordens børn, der vokser op i byerne synes jeg godt man kan forlange mere af byplanlæggere, kommuner og dem der generelt varetager vores offentlige rum.

Hvis der skal være parker til de voksne, dejlige, grønne byrum og rekreative områder, og der er deciderede legepladser til de små, må vi også kunne designe byrum der er sjove at være børn og unge i.

Min holdning er at alle byrum skal være sjove at være barn i.

For byrum der er sjove at være barn i indeholder overraskende elementer, har spændende forløb, er sikre at bevæge sig i, giver plads til hjul, fart og larm men også til afslapning, hvile og fordybelse.

Det lyder jo som opskriften på en by der er ret menneskelig. Og jeg er ikke den første der siger det, men jeg understreger det gerne for at gøre missionen mere spiselig overfor kommuner uden lyst til alt for mange børn i bybilledet:

Byer der er gode til børn er byer der er gode til alle.